Kongens jagt
Christian d. 5. havde lært parforcejagten at kende ved Solkongen Ludvig d. 14.’s hof. Ved parforcejagten, som er forbudt i Danmark nu om dage, forfulgte et stort kobbel hunde vildtet, mens jægerne fulgte efter til hest. Når vildtet var løbet træt, fik en udvalgt jæger den store ære at dræbe byttet – at give det “fangst” – med en særlig dolk, som kaldes hirschfænger.
At give fangst var ikke helt ufarligt. Ved en jagt i Dyrehaven den 19. oktober 1698 fik kongen et slag af en hjort, da han gav den fangst, og dette uheld sættes i forbindelse med hans død året efter.
Det var på grund af parforcejagten, at mange af Dyrehavens veje blev anlagt i stjerneform, så jægerne kunne stå i vejkrydsene og lettere overskue hundenes jagt af vildtet.